Udskriv

Søg

En vej frem

Del på: 

Jytte Meyer Pedersen har været ramt af kræft og mistet sin ægtefælle til en kræftsygdom. Gennem støtte i kræftrehabiliteringstilbuddet på Sundhedscenter Vejle er hun ved at finde sig til rette i sit nye liv.   

Er der ved at være en vej frem, Jytte?

Spørgsmålet fra ergoterapeut Merete W. Bennedsen falder et stykke inde i samtalen, og Jytte Meyer Pedersen nikker bekræftende. 

— Ja, jeg synes, der er en vej fremad. Det føler jeg, at der er, siger hun.

De to sidder omkring et bord på Sundhedscenter Vejle, hvor de har haft mange svære samtaler siden den allerførste kontakt i december 2012. På det tidspunkt er det Jytte Meyer Pedersens kræftramte mand, der er henvist til rehabilitering i det kommunale tilbud. Men personalet opdager, at hun selv er i behandling for brystkræft og beslutter at tage affære. 

— Vi kan fornemme, at vi står med en kvinde, der har brug for hjælp. Hun har en ægtefælle, der er meget syg af kræft, og samtidig er hun selv midt i et behandlingsforløb. Så på vores foranledning bliver også hun henvist, fortæller Merete W. Bennedsen. 

Skræddersyet indsats

Tilbuddet om kræftrehabilitering på Sundhedscenter Vejle varetages af et tværfagligt team, der består af en ergoterapeut, en sygeplejerske, en fysioterapeut og en diætist samt en tilknyttet psykoterapeut. Henvisning sker enten fra sygehus eller egen læge.

Ved opstartssamtalerne på centeret bruges en særlig interviewguide, der kommer rundt om borgerens situation og et spørgeskema udviklet specielt til kræftpatienter. På den baggrund lægges en plan for rehabiliteringen, skræddersyet til den enkeltes ønsker og behov. 

Den støttende samtale er Merete W. Bennedsens primære arbejdsopgave, men hun står også for  oplæg og undervisning på cafémøder, hvor for eksempel senfølgerne af et langt sygdoms- og behandlingsforløb kan være på dagsordenen. Her kan borgerne møde op til dialog og erfaringsudveksling med andre, der er eller har været ramt af kræft.

 

Merete W. Bennedsen, ergoterapeut
Merete W. Bennedsen, Sundhedscenter Vejle. Som ergoterapeut hjælper Merete W. Bennedsen mennesker med kræft til at mestre et forandret hverdagsliv. Hun har værktøjerne til at hjælpe borgere med at finde nye måder at gøre tingene på, så de kan genoptage deres gamle aktiviteter eller finde nye. Hun vurderer også muligheden for at inddrage hjælpemidler og tænke strategier til håndtering af smerte og træthed eller prioritere kræfterne, så de rækker længst muligt.

— Selvom man kommer godt igennem kræftbehandlingen, kan kemoterapi, stråler og nogle gange også operation have utilsigtede følger, som præger disse borgere i kortere eller længere tid. Det kan være smerter, træthed, svækket koncentration og hukommelse, smagsforandringer og føleforstyrrelser, som betyder, at de ikke bare kan vende tilbage til det liv, de havde før, siger hun. 

Rehabiliteringstilbuddet omfatter også mulighed for fysisk træning på et motionscenter to gange om ugen. Genoptræningen er individuelt tilrettelagt efter kræftform og den behandling, borgeren har været igennem. 

I motionscenteret er Merete W. Bennedsen altid til stede. Hun trækker også selv i træningstøjet, fordi det uformelle samvær omkring fysisk aktivitet kan åbne for en snak om emner, det ellers kan være svært at tage fat på. Nogle af samtalerne med Jytte Meyer Pedersen er for eksempel foregået, mens de to har siddet på hver sin motionscykel. 

Støtte til erkendelse

Efter at Jytte Meyer Pedersen er blev henvist til sundhedscenteret, stod det under samtalerne hurtigt klart, at hun brugte al sin energi på at støtte sin mand i hans kræftforløb. Hun glemte sig selv og skubbede sin egen kræftsygdom til side. Snart blev det også tydeligt, at ægtefællen ikke ville overleve. Det vidste begge ægtefæller, men talte ikke om det. Over for hinanden opretholdt de et billede af, at alt blev godt igen.  

Sammen med en kollega tog Merete W. Bennedsen derfor ud i det sommerhus, hvor parret bor, for at få løst op for en realistisk snak om, hvad fremtiden vil bringe. Kollegaen talte med ægtefællen, mens Merete W. Bennedsen talte med Jytte Meyer Pedersen. I kølvandet på den samtale erkendte hun, at hun er tæt på at bryde sammen og ikke længere magter at passe sin syge mand Kaj. Han kommer først på aflastning og siden på hospice. I august 2013 dør Kaj. 

Nyt liv

Selv er Jytte Meyer Pedersen kommet godt igennem operation og strålebehandling, og hun kan nu nøjes med at gå til kontrol hvert halve år. Rent fysisk har hun stort set ingen mén. Men hendes liv er på mange planer radikalt forandret. 

— Hun har haft kræft, hun er blevet enke undervejs og hun skal bygge et helt nyt liv op, siger Merete W. Bennedsen, som gennem hele det barske forløb har været fast støtte og sparringspartner for den nu 69-årige kvinde. 

Det er hun også i den fremadrettede proces, som Jytte Meyer Pedersen nu er i gang med. På bordet foran de to ligger et samtalehjul, der er et redskab til at strukturere samtalen, holde fokus på dét, der er vigtigt, og hjælpe hende til helt konkret at forme sit nye liv. Hjulet er inddelt i seks felter, der repræsenterer alle de områder af tilværelsen, som ofte skal redefineres, når det ”gamle” liv vælter: Aktiviteter i hverdagen. Livsstil og trivsel. Støtte og kontakt. Krop og energi. Ønsker og forventninger. Socialt liv og arbejdsliv.

En ordentlig mundfuld at tage fat på. Men Jytte Meyer Pedersen er godt på vej videre. Allerede inden ægtefællens død begyndte hun at arbejde som frivillig i en genbrugsbutik. Her er hun avanceret til souschef og for nylig også kommet med i bestyrelsen. Sommerhuset er solgt, og hun er flyttet i rækkehus i et kvarter, hvor naboerne bekymrer sig om hinanden. 

— Jeg har slået en streg i sandet. Nu skal jeg koncentrere mig om, at det er mit liv, det handler om, og ikke alle de andres, siger hun. 

Mestring af hverdagsliv

Den fysiske træning to gange om ugen har for Jytte Meyer Pedersen været fast punkt på programmet under rehabiliteringsforløbet, og selv om forløbet nærmer sig afslutningen, har hun besluttet sig for at fortsætte med at motionere.

— Jeg går også lange ture, så jeg bliver træt og kan sove om natten, siger hun. 

Selv om det går fremad, er hun ikke den samme stærke kvinde, som hun var tidligere. Det har været svært for hende at acceptere, men er et vilkår, hun nu lever med. 

— Jeg er mere sårbar end jeg var før, og det er ok, siger hun.

 

Jytte Meyer Pedersen
Jytte Meyer Pedersen har været ramt af kræft, og sidste år døde ægtefællen af en kræftsygdom. Den nu 69-årige kvinde har undervejs fået støtte i kræftrehabiliteringstilbuddet på Sundhedscenter Vejle og er ved at finde sig til rette i sit nye liv. I rehabiliteringsforløbet er hun tilknyttet et tværfagligt team bestående af en sygeplejerske, en fysioterapeut, en diætist og ergoterapeut Merete W. Bennedsen.  

Jytte Meyer Pedersen har været dobbelt hårdt ramt, fordi hun og ægtefællen fik kræft samtidig, og fordi hendes mand ikke overlevede sygdommen. Men kernen i Merete W. Bennedsens indsats er grundlæggende den samme for alle de borgere, der bliver henvist til rehabilitering: 

At hjælpe dem til at mestre et forandret hverdagsliv. 

I forbindelse med en kræftsygdom kan de fysiske eller kognitive senfølger betyde, at almindelige dagligdags gøremål som indkøb, madlavning og rengøring virker helt uoverkommelige. Det samme kan gælde aktiviteter som familiefester og fritidsinteresser, der før var en naturlig del af hverdagen.  

 — De må prioritere deres kræfter benhårdt og ofte sige nej til ting, som de måske gerne ville deltage i, fortæller Merete W. Bennedsen. 

Også forældrerollen, rollen som ægtefælle og arbejdsopgaverne på jobbet kan det være en udfordring at løfte på samme måde som før sygdommen. 

Uforberedt på eftervirkninger

Både de kræftramte selv, deres pårørende og arbejdsgivere er ofte uforberedte på den kamp, der kan følge efter behandlingen. Men hverdagen kommer for manges vedkommende ikke ”bare” i gang igen, og det er her, ergoterapeuter med deres særlige fokus på aktiviteter kan gøre en forskel.  

— Gennem samtale kan vi hjælpe borgeren med at finde nye måder at gøre tingene på, så de kan genoptage deres gamle aktiviteter. Eller vi kan støtte dem i at finde nye aktiviteter, der kan hjælpe dem med at udfylde rollen som en god mor, ægtefælle, kollega eller lignende.

Måske kan nogle funktioner genoptrænes, måske kan der inddrages hjælpemidler, og måske skal der strategier på banen i forhold til at håndtere smerter og træthed eller prioritere kræfterne, så de rækker længst muligt, siger Merete W. Bennedsen. 

Indsatsen kan også handle om at formidle viden til pårørende eller arbejdsgivere om senfølger, så de ikke tror, at alt er som før, når borgeren i forhold til kræftsygdommen er klinisk symptomfri. 

Selv om Jytte  Meyer Pedersen er ved at have fast grund under fødderne igen, har hun svært ved at sige endeligt farvel til rehabiliteringsforløbet og den tætte kontakt med Merete W. Bennedsen, som hun over en lang periode har vænnet sig til.   

— Hun ved godt, at hendes tid under vores rehabiliterende vinger er ved at være slut. Men hun er endnu ikke helt klar til at stå på egne ben. Det oplever vi med mange af vores borgere. At få dem skubbet ud af den trygge rede kan være rigtigt svært. Ofte ender det med, at vi afslutter forløbet og tilbyder, at de kan ringe til os. Men som regel hører vi ikke mere fra dem, fortæller ergoterapeuten. Det ser hun som et tegn på, at den rehabiliterende indsats virker. 

 

Senest opdateret: 10. november 2016