Grundet angst, depression, store rygsmerter og hypermobile led er Jesper Jensen på 25 år ikke i stand til at passe et arbejde, og basale dagligdagsaktiviteter har især tidligere været store udfordringer for ham. Med hjælp fra ergoterapeut Signe Kruse er det i løbet af det seneste år lykkedes ham at få vendt skuden.
– Jeg er ved at være den gode gamle Jesper igen. Jeg kan bedre håndtere modgang og udfordringer, og jeg har mere overskud til at klare de daglige gøremål. Det har været rart at have et frirum, og Signe har givet mig mange gode råd. Jesper Jensen beretter om sit møde med ergoterapeut og mentor i Odense Kommune, Signe Kruse, som han blev henvist til sidste forår.
De seneste ti år af Jesper Jensens liv har været præget af angst og depression, der kulminerede med hans mors pludselige død for otte år siden. Derudover er Jesper i konstante smerter, da han lider af Scheuermanns syndrom, har et beskadiget nervebundt i ryggen og derudover har hypermobile led. Og netop Jespers rygsmerter var et stort tema i begyndelsen af deres mentorforløb.

– I starten ville Jesper end ikke tale om sin fysik. Men jeg kunne se på ham, at han var i store smerter. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at han har tendens til katastrofetanker. Det vil sige, at han automatisk går ud fra, at det værst tænkelige er tilfældet.
Jesper er gået rundt i smerter i mange år, så han har forestillet sig 117 forskellige ting, der kunne være galt. Så han var simpelthen ikke i stand til at ringe til sin læge fordi, han var bange for, hvad han ville få at vide, siger Signe Kruse.
Gennem samtaler blev Jesper Jensen rustet til at fortage opkaldet til lægen. Og efter en somatisk udredning, var beskeden fra lægen faktisk værre, end han havde forventet. Men det tog han med oprejst pande.
– Jesper var meget psykisk sårbar, da han kom til mig for et år siden, så det har været har været et stort emne for os at arbejde med Jespers mentale robusthed. Det arbejde har i den grad givet pote, og han tacklede beskeden fra lægen rigtig fint, fortæller Signe Kruse.
Ergoterapeuter er gode ressourcefindere
Signe Kruse er ansat i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, og hun er mentor for 18-35-årige på uddannelseshjælp – altså unge mennesker med store problemer som dobbeltdiagnoser og misbrug og ofte med kriminelle baggrunde.
Hun sidder i et tværfagligt team, der primært består af socialpædagoger, et par pædagoger og så altså en ergoterapeut. Det var derfor tilfældigt, at Jesper Jensens sag landede på en ergoterapeuts bord, men det har ifølge Signe Kruse været afgørende for hans forløb:
– Det er ikke sikkert, at mine kollegaer i mentorteamet, der er socialpædagoger og pædagoger, ville have reageret på Jespers smerter i ryggen på samme måde, som jeg gjorde. Men når man har en sundhedsfaglig baggrund er det helt naturligt også at handle på den fysiske del.
Netop ergoterapeuter er gode til at hjælpe unge som Jesper, fordi de er gode ”ressourcefindere”, som Signe Kruse udtrykker det.
– Først og fremmest betyder vores faglighed, at vi ser det hele menneske. Vi ser, at der kan være noget udover det psykologiske, der påvirker et menneskes hverdag, præcis som i Jespers tilfælde. Derudover er det som fagperson min fornemmeste opgave at finde ind til folks egen motivation og se, hvilke ressourcer, interesser og kompetencer, de besidder. Det har ergoterapeutfaget givet mig nogle unikke værktøjer og kompetencer til, siger Signe Kruse.
Kunne ikke magte opvasken
Et af de redskaber, Signe Kruse bruger i arbejdet med Jesper og de andre unge, er COPM. Det var takket være COPM, at hun fik øje på, hvor store udfordringer Jesper Jensen havde med at klare de basale hverdagsaktiviteter som opvask og rengøring – og at problemerne skyldtes smerter i ryggen.
– For at komme videre, skal Jesper dele aktiviteterne op. Han behøver ikke at tage hele opvasken på én gang, hvis det gør for ondt i ryggen eller virker uoverskueligt. Men hvis han i det mindste får skyllet af, er opvasken lettere at gå til senere, forklarer Signe Kruse.
Også indkøbsturen har Jesper Jensen haft svært ved at magte. Han brugte nemlig al sin energi på at spekulere på, hvad andre mon tænkte om ham, når han for eksempel gik ud for at handle. Signe Kruse talte med ham om, hvor meget han egentlig selv lagde mærke til, hvordan andre opførte sig, og det blev en øjenåbner for Jesper.
– Man tænker jo slet ikke ligeså meget på andre, som man tænker på sig selv. Det tænker jeg over, når jeg nu går ud og handler, og i dag er det næsten ikke længere et problem for mig, siger Jesper Jensen.
Drømmen er at få et arbejde
Jesper Jensens helt store drøm har altid været at få et arbejde, og det har været et andet stort tema for deres forløb. For selvom Jesper Jensen er nået langt, siden han begyndte i mentorforløbet, skal han ifølge Signe Kruse indstille sig på, at han ikke er i stand til at passe et fuldtidsarbejde.
– Vi har brugt lang tid på at lave et reality tjek, for Jespers forventninger stod ikke mål med hans forudsætninger, og så kan man altså nemt blive skuffet, fortæller hun og henviser blandt andet til, at Jesper aldrig har haft et arbejde, og at han måtte droppe ud af et praktikforløb i et supermarked på grund af smerterne i ryggen.
I dag er Jesper Jensen bedre til at se virkeligheden i øjnene:
– Det var en stor pille at sluge, at jeg nok aldrig får et fuldtidsarbejde. Men vi arbejder henimod, at jeg kan komme i et ressourceforløb, så vi kan få afdækket, hvad jeg kan holde til. Jeg giver i hvert fald ikke op, siger Jesper Jensen.