Udskriv

Søg

Legebarnet

Emil og Connie

Del på: 

Femårige Emil er født med et meget sart sansesystem. Hos ergoterapeut Connie Nissen lærer han at modtage og bearbejde sine sanseindtryk, så han blandt andet ikke reagerer voldsomt overfor pludselige lyde. Hun møder drengen med seriøse sansemotoriske lege med masser af nærvær og sjov.

- Hov, er det ikke et knæ? Jo, og det er minsandten verdens flotteste knæ. Og det dér…? Det føles som en tommeltot. Og her er den dejligste bløde hånd, og dér er et hoved. Jamen, det er jo Emil, jubler Connie Nissen og tilføjer forundret: 

- Hvordan kunne du være så stille, Emil?

Vi er i Næstved. Hos Connie Nissen, der er privatpraktiserende ergoterapeut og siden 1989 indehaver af klinikken Sansemotorik.

For gud ved hvilken gang spiller hun overrasket over, at det er lykkedes hende at føle sig frem til femårige Emil, der er dykket ned i Connie Nissens boldebad og har gemt sig. 

Og for gud ved hvilken gang smiler den lille dreng fra Møn og er ægte forbløffet over, at han endnu en gang blev fundet. Det har han det i øvrigt fint med. Sådan virker det i hvert fald, da han kravler op af badet og putter sig ind til Connie.

Visiteret til ergoterapi

Emil er født 12 uger før termin og vejede kun 1.300 gram, da han stemplede ind i denne verden.  Den entre bærer en stor del af forklaringen på,hvorfor Emil besøger klinikken i Næstved. Men den sammenhæng spekulerede hans forældre først for alvor på, da en sundhedsplejerske, som havde arbejdet med for tidligt fødte børn, genkendte nogle af deres træk hos Emil og fik ham visiteret til behandling hos Connie Nissen.

Indtil da havde Emil fyldt meget i sin familie. Ud over at han ikke var Mønsmester i motorik, blev han urolig og kunne ikke overskue at være sammen med mange mennesker. Han kunne både finde på at slå og råbe skældsord, når han blev presset. Og helt fra spæd reagerede han voldsomt på pludselige lyde, uanset om det var et stykke elektrisk legetøj eller en støvsuger, der støjede.

Forældrene kunne kun gøre rent, hvis den ene forlod huset med Emil. I det hele taget var der ikke plads til svinkeærinder i hverdagen. Nærmest alt skulle planlægges.
- Vi oplevede ham nok som en hysterisk unge, fortæller hans mor, Lene Hansen.

Emil er fem år og er født 12 uger før termin. Emil har et meget sart sansesystem. Det ses tydeligt i hverdagen, hvor Emils hverdag styres af reaktioner, som kaldes: Sensation Avoiding/sensorisk skyhed. Det vil sige, at der ses forstyrrelser i den sensoriske bearbejdning og nedsat evne til at sortere og reflektere over basale sanseindtryk. Der er tale om meget lav tolerance overfor sensoriske indtryk. Emil opfatter altså sanseindtryk anderledes end andre jævnaldrende børn. Der er tale om flere sarte sensoriske områder hos Emil: Det taktile system, det auditive og det visuelle sansesystem, som alle er skrøbelige og overreagerer. Emils reaktioner er meget afhængige af, om han befinder sig i velkendte og trygge rammer. og forudsigelighed gør alt let- glæde ved at gå i børnehave, volder det ham vanskeligheder at acceptere skift, at turde nyt og til at lære de færdigheder,

Ikke en hysterisk unge

Sådan betragtede Connie Nissen ikke Emil. Hun så i stedet dreng med et meget sart sansesystem. Det kaldes Sensation Avoiding, som kan oversættes til lav tolerance overfor berøringsindtryk.

- Det betyder, at hans sansesystem er skrøbeligt. Han opfatter sanseindtryk anderledes end andre børn – og sammenlignet med jævnaldrende overreagerer han. Emils reaktioner er meget afhængige af, at han er i velkendte og trygge rammer. Når han slår, er det ikke for at ramme jer. Så er det en afværgereaktion, fordi han vil beskytte sig selv. Han fighter eller flygter, sagde Connie Nissen til Emils forældre og beroligede dem med, at det nok skulle gå. 

Hun forsikrede dem, at muligheden for, at Emils nervesystem udvikler sig og modnes er stor, når han får den nødvendige hjælp – blandt andet gennem nøje udvalgte aktiviteter, som støtter og gavner hans sanseintegration.

Det er derfor, de hopper og står på et ben. Det er derfor, hans krop er blevet mast og trykket grundigt sammen. Det er derfor, de har sunget og danset og gået på line og gemt sig i puder og ligget på ryggen og rullet kroppen sammen og rakt tunge og nusset nakker.

- Det lyder som den rene leg. Det er det sådan set også. I hvert fald i Emils øjne. I mine øjne har jeg brugt den viden, jeg som ergoterapeut har om centralnervesystemets evne til at hæmme og fremme sanseindtryk, siger Connie Nissen og fortsætter:

- Formålet er at give hans hjerne den optimale mulighed for at modtage, bearbejde og integrere de væsentlige sanseindtryk. Det kan jeg gøre gennem legen. 

Hun bliver afbrudt af Emil, som efter dagens aktiviteter har taget plads i en af Connie Nissens bløde lænestole. Han meddeler, at han gerne vil sidde og læse lidt i en bog.

- Nu kan han selv mærke, hvornår han har brug for en pause. Og hvis der er for meget larm omkring ham, gemmer han sig ikke længere og holder sig for ørerne. I stedet siger han, at han gerne vil lege stilleleg, siger Connie Nissen og tilføjer.

- Han er altså nået langt. Og han skal nok vokse fra det…

Den ergoterapeutiske indsats

Privatpraktiserende ergoterapeut Connie Nissen har både haft Emil i individuel børneergoterapeutisk behandling og givet vejledning til både forældre og personalet. Senest har der været et langt forløb med supervision til primær pædagog. Emil har modtaget individuel sanseintegrationsbehandling af Connie Nissen, siden han var to år. I begyndelsen var de sammen hver uge, men efterhånden er Emil kun til sansemotorisk træning en gang i kvartalet. En lektion varer 45 minutter, og de er forskellige hver gang. Lektionernes varighed og indhold afhænger af Emils dagsform overfor tolerancetærskler for sensoriske indtryk og opmærksomhedsniveau.

Ergoterapeut Connie Nissen

Connie Nissen

Ergoterapeuten foretager konstant aktivitetsanalyse og skal løbende justere, ændre, tune ned eller op for intensiteten for at nå målet, som er der, hvor Emil har oplevet succes, fordybelse og god opmærksomhed. Derfor skal de forberedte aktiviteter hele tiden afstemmes. Det er ikke kun Emil, Connie Nissen træner og leger med. Hun har også vejledt hans forældre såvel som personalet i børnehaven og fortalt dem, hvordan de kan understøtte hendes arbejde med Emil. I børneinstitutionen Hjertehaven på Møn har hun især holdt møder med hans pædagog Siv Nilsson, som blandt andet har fået to A4-sider med overskriften “Lege, øvelser og aktiviteter til Emil og alle hans venner i børnehaven”, som styrker barnets sociale kompetencer.

Senest opdateret: 23. november 2015